DaBUF
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber

Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber - Til dig og dine venner

Vidste du; at når du sammen med vennerne sætter dig godt til rette i biografsædet og venter på at endnu en sjov, skør, uhyggelig, romantisk, spændende eller anderledes film skal begynde i din filmklub, så er du bare en blandt 55.000 andre børn og unge i Danmark? Din filmklub er nemlig en del af Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF).

Som medlem af en børne- og ungdomsfilmklub kan du glæde dig over:

  • de perfekte rammer for at opleve en god film.
  • frivillige og søde folk fra filmklubben, der både kan fortælle om filmene og give en hjælpende hånd.
  • det fællesskab som man kun kan finde i en propfyldt biograf.
  • fantastiske fil, som du måske ikke havde hørt om i forvejen.
  • at komme af sted ed en hel flok af vennerne.
  • at blive underhold og blive klogere.


Du kan altid gå ind på www.dabuf.dk og finde ud af mere om os, og se hvor i landet der også ligger børnefilmklubber. Her kan du også skrive din egen anmeldelse af de film du ser i filmklubben eller besøge vores forum, hvor du kan oprette dig selv som bruger

Du vil også kunne opleve andre filmaktiviteter end forestillingen i biografen. Og hvis du ikke allerede har oplevet det, så arbejder DaBUF på at skabe aktiviteter og tilbud, der kan få filmglade og filminteresserede børn rundt omkring i landet til at mødes i biografmørket. Håber vi ses

 

 

Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber - til forældrene.

Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBUF) er en organisation, der arbejder med formidlingen af film for børn og unge. Medlemmerne er børne- og ungdomsfilmklubber samt institutioner og foreninger, der er spredt udover hele Danmark, på Grønland og i Luxembourg. DaBUF har eksisteret i mere end 50 år og har på nuværende tidspunkt ca. 70 biograf-filmklubber og derudover flere 16mm/video/DVD klubber. Det samlede medlemstal er ca. 55.000.

DaBUF fokuserer på at udvikle tiltag og aktiviteter, der kan inspirere og hjælpe vores filmklubber rundt omkring i landet.

Rundt om i landet sørger et væld af frivillige for, at børn kan få gode filmoplevelser. I DaBUF bestræber vi os derfor på at videreudvikle det gode arbejde, der allerede foregår i filmklubberne – hvor det trygge miljø, den gode indledning og kvalitetsfilmen på lærredet er hovedingredienserne. Vi ser os selv som ambassadører for de gode børne- og ungdomsfilm, derfor er det også væsentligt for os at sætte de mere smalle film på dagsordenen og sørge for at danske børn og unge bliver præsenteret for historier, der er vedkommende og indholdsrige.

I DaBUF fokuserer vi på at styrke og bidrage til at børnefilmområdet i Danmark fortsat udvikles og kommer på dagsordenen: Vi ønsker at få nydanskere integreret i vores filmklubber – og stå ved vores ansvar som kulturorganisation og gøre en indsats, når der er brug for det.

DaBUF samarbejder med mange filmrelaterede institutioner, udgiver nyhedsbreve og filmkataloger og tildeler årligt filmprisen Pråsen til personer, der har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomsfilmen. 

DaBUF vil gerne være noget for hver enkelt barn ude i filmklubberne. Derfor arbejder vi også på at skabe aktiviteter og tilbud, der kan få filmglade og filminteresserede børn rundt omkring i landet til at mødes i biografmørket.

Kontakt os på 3321 4176 eller landskonsulent@dabuf.dk